Nytårstalen for 2008

Jeg vil igen indlede med at sende mine hilsner til det danske folk uanset deres opholdssted i verdenen. Vi har igen i år folk som tjener enten deres land eller et firma udenlands, hvilket er et offer at give.

En særlig tanke må gå til de danske soldater, som er tjenestegørende i Afghanistan. De gør deres pligt og mere til, men alle de andre NATO-lande som også skulle yde har valgt at nyde i stedet. De nyder frugten af den indsats vores tropper yder, når de smider kriminelle Taliban-medløbere ud fra by efter by med store menneskelige omkostninger. En opgave som godt nok udføres til perfekthed, men som er noget så forgæves når de andre landes tivoligarde ikke rykker ind for at holde fast på de byer, som er indtaget.

Jeg skrev sidste år at arbejde i udlandet ofte er ensbetydende med ydmygelse. Det så vi også i år, da vi måtte tåle at halv-kriminelle pirater fik kontanter ved kasse 1 ved at holde et skib som gidsel. Der er en risiko ved at forlade civilisationen og den risiko løber mange danskere hver dag. Jeg kan kun opfodre til at de gør op med sig selv om en eventuel gevinst er denne risiko hver, men når beslutningen er taget, kan vi som befolkning kun støtte op omkring dem og ønske at de kommer helskindet hjem igen.

Jeg opfodrede i min tale sidste år til at 2007 måtte komme til at stå i kommunikationens tegn, idet at jeg mente at der var brug for at kommunikere standpunkter, så vi alle ved, hvor at vi har hinanden. Men også fordi at alternativet til kommunikation let bliver vold og ødelæggelse.

Jeg fik mere ret end at jeg ønskede.

Nørrebro måtte tåle at produktet af vores kultur smadrede deres kvarter. Godt oplært af politikerne som netop ikke ville kommunikere, så reagerede de præcis som yderliggående religiøse kræfter ønskede – med vold og ødelæggelse. Biblens ord om ragnarok blev sandhed for befolkningen på Nørrebro. En befolkning som hver eneste dag kaster det ene seddelbundt efter det andet til teater, skuespil, film, opera og andet gøgl som kun er til glæde for et snævert udpluk af befolkningen sagde stop da endnu en gruppe, som spillede noget for de fleste uforståelig musik ind imellem bajerne, krævede kontanter på en knap så sofistikeret måde. Det kostede!

Men vi var ikke tilskuere til et opgør som forudsagt i Biblen. Det hele handlede om beskidt politik. Politikerne har hele tiden vidst at de unge udgør en ukontrollabel gruppe, som måtte provokeres til handling. Vi har en tradition for at lade tingene glide lidt ud af kontrol på embedsmandsniveau, så politikerne kan provokeres til lovgivning overfor bestemte grupper. Vi så det med rockerloven, hvor at der skulle raketudstyr på banen for at lave en rockerlov, når vi i forvejen med den eksisterende lovgivning kunne have etableret samme samarbejde mellem skattemyndigheder og politi, som vi efterfølgende har fået. Et sådan samarbejde blev opfundet tilbage omkring 1930, da de amerikanske myndigheder ryddede ud i Mafiaen.

Men måske var der nogen som ikke ønskede at bekæmpe rockerkriminaliteten før at vi havde fået nye love. Kritiske tunger i pressen har ligefrem antydet at nogle lod tingene stå til med vilje. Min tro på et retsstat forhindrer mig dog i at indtage den holdning. Hvis vi vender blikket mod Ungdomshuset, så må vi spørge os selv: Kunne vi have sparret befolkningen for disse prøvelser? Kunne vi have sparret de menige betjente på gaden for at være i skudlinien for brosten m.v.? Var vi ude for et gigantisk setup?

Nu har vi så ødelæggelser for et tocifret millionbeløb. Almindelige mennesker har fået skadet deres økonomi. Fru Evensen har fået sin grund og har fået luft overfor andre af de dårligdomme, som hun mener forpester denne verden. Vigtigst af alt har politikerne fået de unge under kontrol, så de kan forære dem et hus på deres præmisser. Pengene skal vi nok komme af med og det kostede som sagt kun det førnævnte millionbeløb at lære dem at bede pænt om pengene, hvilket set udefra måtte være hele formålet med denne historie.

Der var andre steder, hvor at vi kommunikerede mindre. Landet over så vi igen små grupper af unge leve deres eget liv, hvor at de uden rådgivning fra de ældre generationer stilles over de samme problemstillinger som mange voksne og derfor kommer til andre resultater med hensyn til menneskelige værdier. I stedet for at videregive resultaterne, som er udregnet over generationer, så mødes disse unge af en renvasket tavle. Som følge deraf tages der forkerte beslutninger. Beslutninger, som bliver fatale for deres medmennesker. En teenager på stoffer bliver til et uhyre. Vi taler ikke alene om sagen fra Aalborg. Der faldt dom i en sag fra Næstved, hvor tre unge kvinder kun tilfældigt slap fra at have slået en mand ihjel.

Det er let at blive forskrækket når sådanne sager bliver overskrifter. Det er nemt at falde i den grøft kræve hårdere straffe. Et par politikere faldt i denne grøft. Først havde vi Viborg-politikeren Søren Pape Poulsen, som foreslog at børn skulle i lejre. Derefter kom justitsministeren med sit forslag om at de i forvejen hårdt fængselsbetjente nu også skulle tage sig af børn.

Disse politikeres reaktion er ren panik. Det er et forsøg på at rette op på et problem i datid for ofrene mærker ikke forskel på hvordan at deres gerningsmænd bliver behandlet. Det er ej hellere afskrækkende for kommende gerningsmænd, hvad straffen bliver. De er for påvirkede eller marginaliserede til at fatte hvad der foregår omkring dem. Vi har gennem 20 år udviklet en retspraksis som består af mange små klap på hovedet efterfulgt af ordene ”slemme dreng/pige” efterfulgt af et spark i røven den 15’ende eller 16’ende gang. Sådan opdrager man ikke engang et dyr.

Hvis nogle læste hvad forskerne er kommet frem til i de senere år, så er det at menneskers hjerne først er udviklet omkring det 20’ende år. Der er med andre ord en grund til at vi over generationer er kommet frem til at myndighedsalderen er 18 år og ikke 12! Børn har vanskeligere ved at tænke langsigtet som voksne. De har med andre ord også vanskeligere ved at forstå den langsigtede konsekvens af en betinget dom. Der skal konsekvens til første gang. Det var derfor at jeg i løbet af året oprettede en ny webside, som hedder retsreformnu.dk

Der er fart på retsvæsenet, så dommene kan falde hurtigt og konsekvent. Men når man arbejder hurtigt, så er der også en risiko for fejl, hvis man har få ressourcer. Derfor må vi involvere flere mennesker i retsvæsenet og vi må indføre konsekvente afsoningsmetoder, som dog ikke ødelægger mennesker, hvis retsvæsenet skulle fejle og dømme en uskyldig.

Hvor skal de mennesker komme fra? I dag er det Tordenskjolds soldater og skal politiet som sheriffen i Le County stå nede ved døgneren eller tankstationen og stævne kunderne? Nej, for vi skal lære de unge op. Det skal være en del af en ungdomsuddannelse her til lands at de unge før at de bliver 18 skal tjene som jurymedlem ved en retssag med en anklaget under 18 år, før at de bliver myndige. Vi har værnepligt, hvilket er et paradoks for moderne krig kræver uddannede deltagere og ikke en person med et halvt års motion, men vi har ingen pligt til at yde sit med hensyn til at opretholde landets love.

Jeg appellerede til at 2007 blev et år, hvor at vi kommunikerede. Det virkede ikke. Derfor vil jeg bede om at vi vedtager at 2008 bliver et år, hvor vedtager at vi passer os selv.

Vi kan ikke redde verdenen. De slår hinanden ihjel og vores soldater ihjel i forsøget på at slå hinanden ihjel. Vi har store problemer herhjemme. Vi har en hel ungdomsgeneration rendende på gaden, som burde mødes med et kram og en kasse bajere, så timers undervisning i kultur kan få dem til at ligne vores forbilleder i rottehullet hvor at der kunne drikkes i alle scener uden at nogle virkede specielt beduggede.

Vi har nedslidt politikorps, et fængselssystem i konflikt med sig selv helt uden fangernes hjælp, et hospitalsvæsen som af sig selv harmoniseret sig ned til laveste EU-standard, en efterlønsordning som er en hån mod nedslidte borgere og formentlig mange andre steder hvor at det halter.

Vi har placeret os mellem to heste og lad os se det i øjnene. Vi får ingen tak for vores indsats i udlandet. Vi må prioritere, som det hedder så fint.

Det gør vi ved at vi hver især gør vores lille indsats for det nærmeste kvarter. Forældre til teenagere bør tage deres enkelte vagt en gang i kvartalet som natteravn. Vi husejere bør tage vores tørn i bestyrelsen for grundejerforeningen. Forældre til børn i diverse klubber bør stille som chauffører eller hvor at deres evner passer til behovet. Der er så mange områder, hvor at vi som borgere må slukke husalteret fra tid til anden og gå ud i samfundet, hvis dette skal overleve på sigt.

Det er både for vores børn og for vores egen skyld. Lad 2008 være året, hvor at vi passer os selv og redder vores fædreland, så Danmark igen kan blive et land, som flyder med mælk og honning.

Links: Reaktioner på diverse politiker-forslag:
Eksperter: 10-årige kriminelle hører ikke til på lukkede institutioner (Danmarks Radio)
Send børn på opdragelse (Danmark Radio)

Links: Jury-rekruttering:
Courts struggle to find jurors who will serve, July 30 2007 (The Montana Standard)
Ungdomsdomstolen (Forslag stillet på retsreformnu.dk)

Nytårstalen for 2007

Jeg vil starte med at sende mine hilsner til det danske folk, uanset hvor de måtte befinde sig på denne kugle. Især de stakler som måtte tjene deres firmaer udenlandsk. 2006 har vist at arbejde i udlandet er lig med accept af ydmygelse.

Året startede ellers så fint. Vi fik profileret os i denne verden. I alt for mange år har vi måttet se til, at folk antog vores land for at være en by i Sverige. Vi havde ikke nogen selvstændig profil uden for Europa. Et splittet Europa, som vi fik til at kysse vores fødder med vores undtagelser til

EU-forfatningen år tilbage. En underkastelse, som kun var mulig fordi at det europæiske projekt er forbeholdt eliten. Et projekt, som mest af alt går ud på at spise sig mæt og lade sig bespise af diverse lobbyister. Vores holdning og ranke ryg var kendt i Europa. I 2006 sprængte vi disse grænser. Med et "weapon of mass disturbance" fik vi sat Danmark på verdenskortet, så vi dårligt kan spørge en person i den yderste afkrog af verdenen, uden at vedkommende nu ved at Danmark er en selvstændig nation med holdninger.

Vores profilering var ikke uden omkostninger. Vi er mange, som har måttet lære på den hårde måde at man må gå på kompromis med sin tro. Således måtte jeg tilbage i 1983 acceptere at jeg blev tvunget til en noget udsvævende aktivitet på min folkeskole, som ikke er i overensstemmelse med den måde, som jeg praktiserer min kristne tro. Men jeg lærte noget af den "oplevelse". I de måneder, som jeg efterfølgende tilbragte i ensomhed, fik jeg bearbejdet mit forhold til min tro og jeg er i dag betydelig mere åben for hvad jeg kan acceptere af krænkelser i forhold til mit personlige rum.

For min konklusion er at der skal være plads til os alle. Der skal være plads til kritik, selv latterliggørelse af både min og andres tro. Grænsen går ved egentlig at vi går fra at missionere til at påtvinge. Desværre er det ikke alle, som er parate til at acceptere at mennesker er forskellige. Det medførte nogle omkostninger for vores land, men i det lange løb vil disse omkostninger være til at bære for gevinsten vil på lang sigt være så positiv for borgernes selvforståelse, at vi i min børns tid måske ligefrem vil tale om nationens vækkelse.

Jeg har siden fået børn og jeg vil lade dem få den plads, de skal bruge til at forholde sig til deres religion. Jeg vil fortælle dem, hvordan at jeg føler det, men de skal have lov til at vælge selv. Ingen skal stødes bort fordi at de vælger en anden trosretning eller fortolkning af denne.

Dette bringer mig til det andet større emne, jeg har beskæftiget mig med i dette år. Relationerne generationerne imellem. Året startede ganske ulykkeligt med at jeg måtte tage afsked med en af mine forældre. Den efterfølgende tid har fået mig til at tænke over hvilken ballast, jeg har fået med fra min opvækst og som har dannet grundlaget for mit voksne liv. Når jeg ser, hvad jeg har opnået, kan jeg forstå at jeg endda har været overordentlig heldig stillet i forhold til så mange af mine medborgere.

Mine forældre kunne have valgt at overhøre de lokale eksperter ved min fødsel og have ladet mig få en opvækst med to modersmål med den øgede risiko for at jeg ville lægge mit lokalsamfund til last. En reel risiko, når man ser de mange negative avisoverskrifter. For hvilken skade gør det ikke imod et barn, hvis det konstant skal have ekstra hjælp, ekstra undervisning, ekstra støtte under sin opvækst? Lærer det at se sig selv på linie med sine kammerater? Får barnet selvtillid?

Her er mine erfaringer at man som forælder må træffe afgørelse med sig selv når barnet skal vokse op her i vores forholdsvise lille kultur, som er ganske under pres fra omverdenen og fravælge globaliseringen, som for nogen ganske vist står som en positiv ting, men som reelt udvisker de små kulturer på bekostning af en MTV-kultur.

Men kultur er ikke alt. Kommunikation er også vigtig. For at overbringe viden om værdier og traditioner, skal der foregå en samtale - ikke en tale - imellem generationerne. Som forælder forstår jeg ikke at der render ganske unge børn rundt i gaderne om natten. Hvilke værdier lærer disse børn? Jeg vil netop forsøge ikke være fordømmende, så derfor vil jeg ikke blande mig i om folk skal smage alkohol ved en given alder og jeg har selv som 14-årig spillet badminton fra kl. 21 til kl. 22 om fredagen, hvor at jeg var nød til at krydse den halve by for at udøve min sport.

Men har vi lavet myndighedsalderen om, så folk nu er myndige, når de er 12 år gammel? Er samværet omkring introduktionen til selskabslivet netop ikke en aktivitet, som kunne være til glæde for begge generationer? Hvis man føler at det er i orden for den unge at være ude så sent, ville der så være noget galt med at fravælge husalteret for at følge den unge rundt i bylivet? Min opfordring til nutiden forældre er at få nogle oplevelser sammen med Jeres børn, så I får mulighed for at få fortalt Jeres historie til Jeres børn inden at det er for sent. En dag vil I være borte uden at I måtte have fået chancen til at præge eftertiden igennem Jeres børn.

Vi skal selvfølgelig også huske en anden ting, som jeg lærte under min opvækst: Man skal kunne aktivere sig selv. Samfundet har udviklet sig og en række af de arbejdsopgaver, som jeg påtog mig under min opvækst, er ikke længere en mulighed for de unge i dag. Men der er stadig forskel på at aktivere sig selv og lade andre rydde banen for en.

Et moderne udtryk er curling-forældre. Dvs. forældre, som render med kosten foran deres barn for at fjerne trusler fra barnets vej igennem samfundet. De mest ekstreme eksempler på curlingforældre finder vi i USA, hvor at det er forholdsvis almindeligt at hyre et firma til at komme og hente barnet om natten til et slags semi-fængsel, så barnet kan vokse op det, beskyttet mod
alverdens trusler - inkl. den noget udsvævende levestil, som forældrene har ført og som barnet naturligvis har kopieret fra de forbilleder, som alle børn har i deres forældre.

Livet er farligt! Det fører i sidste ende uundgåelig til døden! Som forælder må man beslutte hvornår at det er tid for barnet til at lære at der er mennesker derude, som IKKE vil dem det godt. Det er os, som skal klæde dem på - ikke det globaliserede samfund, som i deres nærmeste berøringsflade er repræsenteret ved skole, kammerater og den lokale pusher. Det er os, som skal lære dem at sige fra. En klog person har sagt: "Frygt ikke at børnene ikke hører dig - frygt at de ser dig og lærer af dig." Vi er deres forbilleder. Taler vi med dem og ikke til dem, taler de også med os i stedet for til os.

Nogle andre, som ikke taler sammen, er befolkningen i Irak, som hvor vi har folk udstationeret efter at nogle bildte os ind at landets forrige regering på en eller måde kunne udgøre en trussel imod os. Hvad fremtiden vil bringe for denne sammensatte region, som blev kunstig skabt efter første verdenskrig, er ikke klar. Hvad vi egentlig gør dernede nu, er faktisk heller ikke klart. Jeg håber at 2007 bliver det år, vi forlader Irak. Selv om en amerikansk soldat i sin blog skriver "I am more afraid of a dream about Casa (Kostskole) than the real-world dangers of Iraq" så udsættes koalitionsstyrkerne for attentater hver dag og ganske unge mænd (Jeg vil kalde dem børn, når de i deres hjemland ikke engang er gamle nok til at drikke alkohol.) kommer aldrig hjem, men dør for en sag som kun en ganske lille gruppe forstår i dag.

Jeg ser frem til at 2007 bliver et bedre år end 2006. Jeg ser frem til at vi i højere grad tolerer hinanden. Ved årets udgang har vi måttet konstatere at vi i København har en gruppe unge, som helst skulle være et sted, hvor de ikke vælter rundt blandt almindelige mennesker. Igen her må jeg henstille til at vi hjælper dem til at finde et sted, hvor de på linie med en række andre persongrupper, som almenheden opfatter som utilpassede, kan leve det liv, som de finder passende uden at vi skal missionere. De må leve deres liv, vi må leve vores.

Det skal naturligvis ikke medføre en krænkelse af ejendomsretten. Hvis nogen ønsker at bruge Jagtvej 69 til at omvende de såkaldte vantro, som har bosat i området, så må de tage konflikten med disse religiøse befolkningsgrupper, som de kommer til at støde i fremtiden. Men for at skabe fred i bydelen her og nu, så er tiden kommet til at pege på en alternativ placering til ungdomshuset. Løbet er kørt for de nuværende ungdomshus og der er ingen parter som kan se sig fri for at have bidraget til bålet.

Med disse ord vil jeg sige farvel til 2006. Et år, som på mange måder har demonstreret at vi som mennesker har svært ved at forstå hinanden. Danskere er blevet ydmyget i udlandet på grund af vores evne til at hygge, sige fra og være sarkastisk. Vi har indenlandsk brugt året på at udbrede 0-tolerance overfor folk, som trænger til en hjælpende hånd på grund af misbrug, som mange kalder en sygdom. I stedet for at bruge modspil aktivt, så har vi vist folk bort, hvilket blandt andet kan ses på antallet af diverse bortvisninger på landets uddannelsesinstitutioner. En ganske uforståelig tankegang, når udvikling handler om at være kritisk til regler og stille spørgsmålstegn ved dem.

Lad derfor 2007 blive året hvor vi genfinder kommunikationen.

Glædelig jul og godt nytår.