En lang træningstur i 1992:

Synes man, at livet er trivielt med de sædvanlige 50 km på cykel om lørdagen? Har man en dag i den kommende uge hvor man ved, at man vil kede sig ihjel? Så kommer svaret her:

En planlagt langdistance træningstur til steder, hvor man garanteret ikke kommer lige med det samme.

Jeg havde glæden at foretage en sådan sidste sommer (i 1992).

Kl. 7.00 kørte jeg hjemmefra. Efter et kort stop på tanken, satte jeg kursen mod Vordingborg. Efter 40-45 min, kunne jeg slå ind på cykelstien over Storstrømsbroen. (Man skal huske at det egentlig er forbudt at køre på omfartsvejen. Derfor skal man køre ind til banegården, dreje til højre langs godsbanegår­den - så går resten af sig selv). Kl. 9.00 befandt jeg mig omkring Guldborgssundbroen. Der har været udemærket cykelsti hele vejen over Falster bortset fra en enkelt gang, hvor man skulle kryse vejen.

Når man kører på en gammel hovedfærselåre, som landevejen ned over Lolland, kan man ligge mærke til alle de kiosker, tankstationer og kroer, som er nedlagt efter at motorvejen er kommet til. Men efter nogle km. kom jeg til Sakskøbing og forlod den straks efter. (Død by). Der er ikke så langt fra Sakskøbing til Maribo og der var pludselig lidt selskab på vejen. Rart med afveksling, men det skyldes nok at det efterhånden var blevet lidt af formiddagen. Nu manglede jeg bare de sidste km. ud til Nakskov - "piece of cake" tænkte jeg. Køreturen var indtil da foregået med ca. 30 km/t.

Men .. DER FINDES IKKE NOGET MERE TRIST AT SE PÅ END VEST­LOLLAND. Uden synsindtryk bliver en cykeltur kedeligt, og hastigheden faldt da også til 27 km/t. Efter ca. 3,5 time befandt jeg mig i Nakskov. Da den nordlige omfartsvej er en motortra­fikvej, kommer man ind i Nakskov sydfra igennem et idylisk villakvater. Fra min tid som medefisker ved jeg at inderfjorden lå inde til venstre bag husene. Efter at have spurgt om vej til Tårs. (Surprise - 10 km), måtte jeg sætte farten op for at få færgen. Efter ca. 4 timer 10 min timers non-stop kørsel (95 km) tog jeg færgen over.

Under overfarten spiste jeg nogle frikadeller med kartoffelsa­lat og drak en grape til. Kl. ca. 13.00 var jeg på Langeland.

Vel ankommet til Langeland, spurgte jeg om vej til Rudkøbing. Manden, som jeg talte med, må have haft en dårlig dag, for han sendte mig ud på en omvej, fandt jeg senere ud af. Under gennemkørslen af Rudkøbing truede min mave pludselig med, at frikadellerne fra færgen skulle tygges en gang til. Jeg måtte lige stoppe og sunde mig lidt.

Efter en kort pause kørte jeg videre mod Svendborg. Jeg havde ikke studeret denne strækning særlig grundig, hvilket var en fejl. Tåsinge er kuperet og Bregninge ligger i 71 meters højde. Jeg var træt da jeg kom til Svendborg, så jeg tog en slapper på torvet, hvor en finsk gruppe optrådte.

Kl. 16.00 kørte jeg mod Nyborg. Nu fik jeg medvind og kørte rask til. Kl. 17.30 var jeg fremme ved Nyborg efter en be­givenhedsløs tur. Dem, der har været med færgen over på cykel på en almindelig hverdag ved at cyklen skal placeres lige inde for bovporten og eftersom IC-3 togene har førsteprioritet, er der ikke meget plads. Men det gik da.

Ca. kl. 18.30 var jeg i Korsør og kunne sætte kursen på Næst­ved. Der var medvind og Fuglebjerg - Slagelsevej ruten blev valgt. Jeg var fremme ca. kl. 20.15 og en arbejdsdag var til ende.

Tour de fakta: Køretid 8 timer 10 min. Distance ca. 211 km. Total tid incl. pauser 12 timer 30 min.

Gode råd: Medbring overfartsplaner og gennemfotografer ruten i hovedet eller medbring kortbog i rygsækken. Der behøves ikke overvældende træning, men man bør nok være to personer, idet især Vestlolland er dødkedelig. Man føler sig hensat til en midtamerikansk stat med uendelige kornmarker.

En tur i Sverige (2005)

Ca. kl. 7 kørte jeg hjemmefra Ølstykke. Efter 2 timer på en utrolig smuk tur over Hillerød, ankom jeg lidt i 9 til Helsingør, hvor jeg købte en færgebillet til under 40 kr. Efter en kort overfart ankom jeg til Sverige, hvorefter at jeg satte kursen mod syd til første planlagte stop - Landskrona.

Efter at have kørt nogle kilometers penge, så løb jeg ind i et særligt svensk fænomen. I stedet for at skilte med vejen til nærmeste større by, skiltede de kun med vejen til de nærmeste 5 par huse, som kunne antage karakter af landsby. Så jeg kom hurtigt på afveje til GranTofta, hvor jeg via en lokal blev ledt tilbage på hovedvejen. Der var smukt omkring Grumslöv og også lidt kuperet, så der måtte arbejdes lidt.

Efter en times kørsel fra Helsingborg kom jeg efter en lang nedkørsel til Landskrona. Her fik jeg hævet nogle penge i hvad vi i Danmark vil kalde "Onkel Dan". Jeg fortsatte min odysse mod syd og blev snart i tvivl om ruten igen. Jeg var drejet tilhøjre ned mod Barsebæk, men jeg vidste at den lå på en halvø, så jeg havde ikke lyst til at køre helt derud blot for at køre stort set den samme vej tilbage igen.

Jeg drejede så til venstre igennem en lille flække som hed Svarnabakken, men kom hurtigt retur igen. Derefter kørte jeg langs en golfbane på en vej, som så ud som om at den skulle gå ligeud i det uendelige. Da golfbanen tog sin slutning, drejede jeg derfor endnu engang til venstre mod Hofterup, hvor jeg spiste en is hos den lokale Købmand. Jeg fik øje på et oversigtskort, som gav mig en ide om, hvilken vej, jeg burde vælge.

Jeg fandt ned til næste flække, som hed Löddeköbinge. Der hang et bedre skilt. Nu skulle jeg blot passere Lomma-bugten og så ville jeg nå frem til Malmø. Køreturen foregik på smalle og dobbelt-rettede cykelstier. Det skred derfor kun langsomt fremad, men efter ca. 5 timers cykling kom jeg langt om længe frem til Malmø.

Jeg besluttede mig at spise inden at jeg fra Malmø Syd tog toget hjem til Danmark. Jeg skulle dog nok have valgt Malmø Centralstation fordi at stationen var ubemandet og det var umulig at gennemskue hvordan man skulle købe en cykelbillet. (En mail til DSB gav heller ikke svar. De vidste nemlig ikke noget om svenske automater.) Men jeg kom da til Kastrup til sidst. I Kastrup valgte jeg ruten over centrum, hvilket ikke var det smarteste valg. Da jeg kom til Herlev punkterede jeg. Det begyndte at regne og derfor besluttede jeg at 154 km på cykel var nok for denne dag, hvorefter at jeg tog S-toget hjem til Ølstykke.

Der er paradoksalt at det koster næsten 7 gange mere med toget end med en færge for at komme over Øresund. Næste gang, jeg vil køre turen - hvis jeg gider Sverige mere på grund af den dårlige skiltning - så bliver det fra Syd mod Nord. Så vil jeg slippe for problemerne med svenske togbilletter.