Tilbageblik på 2023

2023 har været et anderledes år for mig på det personlige plan. Vi kom ud af pandemien, men personligt kom jeg ud af det med 20 kilo ekstra på sidebenet. En blodprøve fra 2019 viste nogle virkelige dårlige tal på en række områder. Pandemien gjorde, at der ikke blev fulgt op på det. Langsomt blev min garderobe ganske lille, så det meste af tøjet ikke passede til mig mere.

Så i oktober 2022 besluttede jeg mig for at ændre det. Jeg satte fart på mine besøg i fitnesscenteret og brugte meget tid på, hvordan min strategi skulle være. Min søn sendte mig links til den nyeste offentliggjorte forskning fra SDU, hvor han studerer. Resultatet var, at den første tid skulle bruges på kostomlægning og styrketræning.

Så frem til marts 2023 handlede det om at omlægge kost og finde et træningsprogram som jeg kunne følge indtil min krop var klar til cardio-træning.

Trafikuheldet i 2016 betød at cykling ikke længere var den metode, jeg kunne gøre anvendelse af. Rent psykologisk tænker jeg for meget for om bilisterne vil overholde ensretningen hvor den findes. Det var en ulovlig højresving, som gjorde mig 11 procent invalid. 

Valget faldt på løb, men for at undgå at min rygsøjle hvor jeg har Scheuermanns ryg skulle stoppe mig var der muskelgrupper som skulle styrkes. Min fysioterapeut gav mig et træningsprogram, men nogle af øvelserne var meget teknisk svære, så sammen med min søn har jeg fundet øvelser med lavere krav til teknik, som kunne udføres i stedet. Min krop som 57-årig er lige så fleksibel som støbejern. Det er en begrænsning, som jeg vælger at leve med og tage hensyn til under min træning. 

Da jeg var i stand til at løfte større vægte, blev det klart at det brud på håndleddet (avulsionsfraktur), som jeg fik ved trafikuheldet i 2016, ikke var vokset optimalt sammen. Problemet blev dog afhjulpet ved at jeg købte nogle håndledsstøtter (wrist wraps) hos Harald-Nyborg og nu træner jeg med højere vægt uden gener.

Min løbetræning startede i marts. En anden skavank jeg lider af, er Haglunds hæl. Tape og indlæg er et must, men der var ingen vej udenom. Beskeden 2 kilometer blev det til i starten, men det var en start. Forskellige tests i løbet af foråret fortalte mig at min maksimale distance ville være omkring 14 kilometer og der var andre udfordringer. Jeg har mistet mit løbetempo fra tidligere. Min kilometertid var omkring 8-9 minutter og hvor skulle jeg finde tiden til det? Jeg fandt dog en rutine, så jeg fik det ind i den daglige planlægning.

I juli 2023 havde jeg tabt 6 kilo. Jeg syntes at jeg sad lidt fast. Jeg regnede på det og fandt at jeg kunne løbe maksimalt 45 minutter om morgenen og hvis familien fandt sig i at spise en halv time senere, kunne jeg lave cirka en times forskellig styrke træning om aftenen. Pludselig gik det stærkt. I august havde jeg tabt 9 kilo, i oktober 16 kilo. Efter uge 42 var det blevet for mørkt til at jeg sikkert kunne løbe om morgenen. Nu brugte jeg min styrke fra løbeturene til nogle 60 minutters ture på cross-traineren eller motionscyklerne i fitnesscenteret. På den måde kunne jeg nå 18 kilos vægttab i november. Planen var nu at vægttabet skulle ske langsommere og fokus skulle være på at styrke muskelgrupper i den nederste del af ryggen, så jeg kunne gennemføre løbe sessioner af længere varighed, da det ville blive svært at smide de sidste kilo.  

Så blev jeg ramt af mycoplasma lungebetændelse. Hele hjemmet måtte pludselig forholde sig til denne sygdom. Både min kone og datter måtte kæmpe deres kamp for at overkomme lungebetændelsen, og vi mærker den dag i dag stadig til eftervirkningerne.

Jeg tabte 5 kilo mere over tre uger. Jeg er nu færdig med medicineringen. Sygdommen har kostet. Jeg er igang igen med styrketræning og lidt cardio træning på crosstrainer maskinerne, men niveauet er langt fra det niveau, jeg havde før sygdommen. Realistisk set skal vi ind i Januar før jeg er på mit gamle niveau.  Idag vejer jeg cirka 24 kilo mindre end da jeg startede. Det var ikke planen, men sket er sket, så jeg vil prøve at få det bedste ud af det.

I offentligheden går debatten meget på hvor dyrt det er at folk taber sig ved hjælp af medicin. Kunne de ikke gøre som mig?

Her må jeg sige at jeg er utrolig privilegeret. For det første har min familie støttet op om kostændringen, uanset at den måske ikke er så sund som den lød. Jeg røg i veganer-fælden og må nu spise B12 vitaminer. For lidt kød eller protein, så fanger bordet. Men min familie har støttet mig trods disse fejltrin. 

Sekundært har min arbejdsplads Cegid Talentsoft givet mig muligheden for at arbejde hjemmefra. Op til 10-12 timer om ugen har jeg i perioder måttet plukke ud af min kalender. Det er tid til cirka 45 minutters løb om morgen, aftentræning på op til 60-90 minutter alt efter om jeg både styrketræner og laver cardio-træning. Det ville ikke kunne lade sig gøre, hvis jeg skulle bruge 45 minutter på transport hver vej til og fra kontoret. Så jeg har mange privilegier i forhold til de fleste mennesker. Det er jeg klar over og meget taknemlig over. Det betyder at jeg har fuld forståelse for at ikke alle kan vælge min vej til vægttab.

Hvad byder 2024 på? Planen er at de sidste 5 kilo ryger, når der ikke længere er glat på stierne, og det er lyst nok klokken 6:30 til at jeg kan løbe. Jeg opererer med flere succeskriterier. Der er et BMI mål, et fedtprocent mål, et ratio mål (forhold mellem talje- og hoftemål), et isoleret mål for taljen samt normalt blodtryk.

Disse mål skulle gerne nås omkring maj 2024, hvorefter jeg har en aftale med lægen om at vi ses forhåbentlig en sidste gang i mange år for en bredspektret blodprøve og afsluttende samtale.

Håbet og motivationen er der. 2024 kan blive et godt år, når vi isoleret ser på forventningerne til vægttab. Jeg er allerede begyndt at lufte det retro-tøj fra 1980-2009, som jeg nu kan passe igen, idet jeg har nået en alder hvor garderoben ikke skal skiftes mere. Det er hip at tænke bæredygtigt, når det gælder ens garderobe. For en gangs skyld følger jeg tidsånden på et område.

Nu er julen overstået. Desværre bød juleaften også på et ophold på hospitalet da min søn skulle gennemgå en akut operation, men han er nu udskrevet og vi ser fremad igen. Forhåbentlig har vi brugt vores kvote i forhold til sygdom denne vinter. 

På mange måder bliver 2024 ikke et nemt år. 

Det er det første år, hvor vi kommer til at mangle en helligdag. De senere år har jeg haft et stadig større behov for hvile, så tabet af en helligdag er et afsavn. 

Maj 2024 bliver den første måned, hvor den produktlinje, som jeg har haft flest sager fra, ikke eksisterer mere, så jeg har travlt med kurser og efteruddannelse, så jeg kan tage sager fra andre produktlinjer. 

Min datter starter job i januar inden for en ny branche. 

Så udfordringer er der nok af. 2023 er stort set slut. Om jeg vil være i stand til at skrive noget om et år, vil fremtiden vise.

2022 – et tilbageblik

2022 var et turbulent år for os. Den yngste flyttede hjemmefra for at studere på Universitetet i Odense. Først nu forstår jeg hvor stor en barriere at Storebæltsbroen kan være. Det var et logistisk mareridt at få hans ting derover, men det lykkedes.

Så er det også svært at holde kontakten og at besøge ham at vi alle har en travl dagligdag. Det har også bragt tanker frem om hvor vores fremtid er. Jeg er en tilflytter i Ølstykke, som så mange der kommer udefra. Der er ikke lokale jobs for unge over 18. De er dyre for de virksomheder som ligger her, hvilket primært er butikker. Der var ingen jobs at få. Det kan godt være at alle skriger på arbejdskraft, men den yngste søgte mange stillinger både indenbys og udenbys. Der blev aldrig gevinst. Så flytningen blev finansieret af lån i hans børneopsparing, som han får udbetalt næste år. Det betød omvendt et ordentlig likviditetstræk for os, som kombineret med de generelle høje priser medførte en svær tid.

Vi lærte for alvor hvad Ølstykke er for en størrelse. På trods af at jeg har været både næstformand og formand i grundejerforeningen er det aldrig lykkedes at skabe et netværk i byen. 25 procent udskiftning i grundejerforeningen bare dette år har heller ikke hjulpet på det. Ølstykke har en udpendlingsgrad på over 85. Det betyder at alle lever deres liv andre steder end Ølstykke. Men vi ligger som vi har redt. Vi finder et andet sted at blive ældre. Ventelisterne til boliger her i byen er på plus 20 år og da jeg ikke 100 procent kan regne med at være i live om 20 år, så skal teltpælene flyttes til et andet sted hvor vi kan gå rundt og være os selv.

Nu hvor senior-pensionen er væk og Arne-pensionen kun er den bedste ordning fordi man afskaffer de andre, så er tanken om at kunne nyde den tredje alder også væk. Lige nu bor vi her. Vi har brugt de penge på huset, som kommer til at blive brugt mens vi er her. Nyt tag giver os 20 år mere, halvtaget over terrassen er nu tæt og vi har købt mange ekstra tæpper til vinteren, da huset er opført i 1968 hvor isolering osv. ikke var højt på prioriteringslisten. Flere lån i huset er heller ikke en option nu hvor renterne er så høje, men vi klarer os.

Året bød på en ferie til Bornholm. Det var første gang at jeg besøgte øen bortset fra besøg i forbindelse med arbejde. Dejlig ø. Nu er den væk fra min bucket list. Jeg vil aldrig glemme den gode mad og en natur som er ganske speciel, men jeg kommer aldrig tilbage. Ikke fordi jeg var utilfreds med noget, men ganske simpelt fordi min tid med rejser er slut.

Jeg har lovet en rejse mere til min kone. Hvornår den kan finde sted, er uvis da verdenen ser ud til at gå fra slem til værre. Resten af mine år forventer jeg at tilbringe på min grund, hvor den så end måtte ligge. Det kan være at mit arbejde sender mig på udlandsbesøg, men jeg vil nok ikke lave flere private udlandsbesøg. Den slags hørte i min optik tiden til før pandemien.

Verdenen og klimaet vil blive et bedre sted, hvis vi alle fokuserede på at holde ferie, der hvor vi bor. Vi skal passe på os selv. Det er der brug for. Vi er åbenbart blevet så fattige at der nu skal skæres i vores helligdage. Det er en helt utænkelig tanke for de fleste. Vi skal åbenbart frygte en russisk invasion fra de få styrker de har tilbage efter deres invasion af Ukraine og selv om de først skal passere en række andre stater som i endnu højere grad ville kunne give dem bank end Ukraine har været i stand til. Eller er det kun et påskud? Jeg tror det.

Men Danmark har også kastet mulighederne væk.

Vi kunne have udviklet genbrugelige mundbind. De nuværende fjerner jeg konstant fra min hæk også nu hvor at pandemien er slut. Sundhedssektoren blev testet og den blev overbelastet. Alligevel er der ingen som tænker langsigtet og går efter alle de patienter som dukker på fordi vi lever som vi gør.

Vi almindelige borgere har ryggen mod muren, når det drejer sig om at få mad på bordet. Det ville være så indlysende at udvælge alle de grønne fødevarer og så sætte momsen ned på dem, sætte sig i kontakt med fødevare bloggere og andre opskrift sider for at bede dem om at opfinde opskrifter med de nedsatte fødevarer kendetegnet ved et fælles tag. Det ville afhjælpe sundhedsvæsenet over tid og hjælpe med at finansiere omstillingen i landbruget så de ville producere varer som ville være efterspørgsel på i stedet for at tvinge dem til en omstilling til varer som de ikke ved om der vil blive efterspørgsel på. Det vil være en kæmpe hjælp til almindelige danskere som må stille sig i køen for at få mad. Dertil er vi ikke kommet til endnu, men vi mærker krisen.

Differentieret moms og forebyggende arbejde i forhold til livsstilssygdomme det er selvfølgelig ikke så sjovt som at bygge nye sygehuse og få sit navn på strukturændringer. Statsministeren nævner ikke almindelige danskeres lidelser i sin nytårstale, så vi betyder intet hos eliten.

I forhold til sikkerheden så kunne man have udfordret universiteter og virksomheder med opgaven om at udvikle en overvågningsdrone der kunne overflyve Danmark 24 timer i døgnet. USA har Global Hawk. Danmark kunne med udgangspunkt i flyet Solar Impulse have bedt alle om at gå sammen om at lave en drone som kunne overflyve landet døgnet rundt og holde øje med vores infrastruktur som rummer mange rørledninger, der er sårbare i en tid hvor ukendte parter er parat til at optrappe konflikter. Det ville være et projekt som virkelig ville kunne skabe arbejdspladser for andre lande må have et lignende behov.

Vi fik også et valg. Det valg skabte en frygt hos mig. Ikke fordi at Folketinget blev sammensat som det blev, men fordi stadig flere vælger demokratiet fra og bliver hjemme. Det er ikke fordi der ikke er protester hele tiden, men protester gør det ikke alene. Og at protestere når valget er overstået, hvor hver og en kunne gøre sit til at Folketinget blev sammensat anderledes, er vejen til direkte kaos. Vi kan blot se på USA. Hvis alle havde rejst sig fra sofaen og havde stemt, havde der ikke været en præsident Trump.

Vi har efter nok så mange år hvor Folkeskolen blev smadret og nok aldrig kan genskabes til det niveau, som den havde før reformen, stadig 20 procent som ikke går igang med en ungdomsuddannelse, når de forlader Folkeskolen. 20 procent som måske søger det fællesskab, vi finder på vores arbejdsplads og for nogles vedkommende finder det i en bande struktur. Vi kunne gøre det bedre. Vi kunne oprette et ungdomsværn under hjemmeværnet, hvor de udover at lære at redde liv, kunne lave noget naturgenopretning f.eks. tage på fisketur og fange invasive arter med fiskestang. De kunne få noget SU mens de var i tjeneste. SU’en er den billigste overførselsindkomst vi har og den eneste som kan regnes for at være en investering i fremtiden. Så hvorfor spare på den? Vi har brug for hver eneste hånd som kommer ud fra universiteterne, så hvorfor skære på antallet af kandidater?

Der mangler selvfølgelig håndværkere, men tænk på det signal der konstant er sendt når der vælges udenlandske konsortier til lave de store projekter. Tænk på hvilket signal der sendes når Folketinget bøjer sig for EU og lukker for adgangen til RUT-registeret så ingen reelt ved hvem der arbejder i Danmark. Det er en ladeport til Danmark når det gælder løndumping. Vi skal have genskabt respekten for Dansk håndværk og vi skal beskytte dem der vælger disse hverv.

Den kamp er der bare ingen i Folketinget om vil tage. Mulighed efter mulighed går tabt. Over tiden har Danmark haft deres aktie i mange store opfindelser. På IT-området i mange af de programmeringssprog, som anvendes. I produkter som f.eks. Skype, som er vigtig for det moderne erhvervsliv. Er den tid slut, nu hvor Folketinget ser ud til at køre enekurs i hele verdenen ved at være det eneste land som vil have unge til at droppe ud af gymnasierne og vælge manuelle uddannelser. I USA tvinges unge gennem paramilitære bootcamps og overlevelsesture for at holde dem 3 år i High School. En del dør hvert år. Her i Danmark mener man ikke at gymnasierne bør have så mange elever, selvom virksomhederne mangler kandidater.

Jeg er meget bekymret for fremtiden og nogle gange tænker på jeg på hvordan det skal lykkedes for næste generation. Vi har haft vores tid med sygdom og ekstra udgifter til at genoprette følgerne af Folkeskolereformen. Løbet er kørt for min generation. Tilbage er der kun at arbejde sig til døde for den tredje alder ser ud til at være udenfor vores rækkevidde.

Tilbage er der kun at ønske godt nytår til alle. 2022 var et hårdt år. 2023 bliver ligeledes et hårdt år. Vi sidder lige nu i mørke og småfryser, men vi har her i huset formået at halvere strømforbruget i forhold til sidste år og om vi har sparet på opvarmningen ved vi snart når aflæsningen er gået igennem, så måske kan vi også spise os mætte i morgen, så et lille lys for enden af tunnelen er der.

Godt nytår.

Idag er der Folketingsvalg

Jeg er lidt bekymret. Bekymret fordi et parti aktivt har meldt ud at de vil gå efter Folkepension og SU.

Jeg regner ikke så meget med at få brug for Folkepensionen. Der er tegn på at jeg nok lige kan spise af min opsparing, som jeg har lagt til side i samarbejde med bank og pensionsselskab før at der kommer en slut dato, men først skal jeg nå pensionsalderen og der er en lang vej foran mig.

Jeg er mere bekymret for besparelser på SU. Min søn studerer til Ingeniør. Han har valgt en linje i tillid til vores nuværende SU-system, hvor man ikke kan stå af efter 3 år og blive diplomingeniør. Det er 5 år eller ingenting!

Jeg er lidt træt af reformer. Min søn havde mere end 13 lærere i matematik. På Stengårdsskolen i Ølstykke fandt de fleste skift sted. Nogle år var der måske 2 læreskift. Folkeskolereformen er selvfølgelig en del af årsagen, men ikke den hele. Andre skoler i landet klarede sig med færre lærerskift. Der var bare noget galt med Stengårdsskolen. Kort at sige så startede han sin tid på HTX studiet med huller i pensum som udgjorde en trussel mod hans fremtidsplaner.

Jeg har ledt i mit arkiv. Jeg tog en samtale med min søn på det første på HTX. Jeg spurgte ham om han virkelig ville det. Det ville han. Så fandt jeg penge – nærmere 13.494 kroner til MentorDanmark. Hele det første år imens han studerede på HTX sad han 2 timer om mandagen efter skole sammen med sin mentor og i løbet af det år gik han fra at ligge i bunden til at ligge et stykke over midten.

Det kom med en pris. Han måtte opgive sit fritidsarbejde. I forvejen måtte han opgive af få musikundervisning, fordi vi havde noget sygdom i familien, som kommunen synes at vi skulle betale for. Men han lærte at spille på guitar alligevel. Ved studere online! For min søn kan når han vil.

Men hans CV ser tyndt ud for netop som han havde fået lært matematikken kom vi til pandemien. Nu var han for gammel til at få arbejde i et supermarked. I Danmark har man groft sagt kun cheferne, folk på støtteordninger og unge under 18 år til at arbejde i supermarkeder på grund af omkostningsniveauet.

På grund af pandemien var spisesteder og diskoteker lukket. Så sabbat året som blev brugt på matematik-kursus bød ikke på så meget arbejde udover lidt tjenerarbejde ved private konfirmationer. Gode råd var dyre for det koster at flytte til en anden landsdel. Igen var vi så heldige at vi gennem nogle år havde lagt penge til side til en børneopsparing der udbetales næste år, så han har lånt penge af mig mod at jeg får hans børneopsparing.

Nu bor han så på Fyn. Det er svært at få arbejde derovre. I provinsen kan man ikke lide “smarte” Københavnere. Man vil hellere ansætte sine egne. Det kan jeg fuldt ud relatere til.

For 25 år siden flyttede jeg fra Sydsjælland til Ølstykke. Jeg er stadig fremmed. Jeg har en social omgangskreds som er min familie og mit arbejde. Ølstykke er en pendlerby hvor befolkningen forlader byen om dagen for at køre ind til København.

Jeg klager ikke for jeg har mit arbejde og min familie. Hvis jeg overlever til jeg trækker mig tilbage, er det ikke sikkert at jeg fortsætter med at bo i Ølstykke. Måske vil jeg finde et sted ude på landet hvor jeg kan dukke hovedet den sidste tid.

Men jeg bekymrer mig hvis SU forsvinder for unge der skal studere 5 år istedet for 3, hvor så bliver det rigtig dyrt at afdrage 2 års forbrug. Hvorfor skal vi ødelægge den eneste sociale ydelse, som rummer et element af gevinst for samfundet? SU er en investering? Som alle investeringer er der en risiko for tab, men bestemt også gevinst. En gevinst som jeg ikke mener at vi kan undvære.

Jeg spørger bare hvorfor. Hvem kan give mig svaret?