Månedsarkiv: april 2017

Et år efter cykeluheldet

Der er nu gået lidt over et år siden cykeluheldet.

Faktum er at jeg efter flere besøg hos lægen må erkende at mit liv aldrig bliver som før det famøse cykeluheld d. 6. april 2016, hvor en varevogn overså et “Indkørsel forbudt” skilt, så jeg ramte varevognen og blev kastet af cyklen.

Min arbejdsplads – Talentsoft – har heldigvis valgt at holde fast på mig og jeg supporterer nu PXS produktlinjen – den tidligere PeopleXS produktlinje og har overladt de nye Talentsoft produkter til mine kollegaer.

Selvom det er svært at følge med når man får periodiske hovedpineanfald, lider af periodiske ryg og nakkesmerter og har et venstre håndled som bare ikke er som før uheldet, så er det lykkedes indtil nu og hver dag tæller trods alt i forhold til at nærme sig pensionen, selvom der er lang vej endnu.

Men det er hvad jeg må sigte imod. For jeg er ikke blevet så meget bedre at jeg kan tage andre opgaver for Talentsoft som at være konsulent eller deltage i salget selvom jeg med mine over 30 år i branchen er kvalificeret til det.

Der er selvfølgelig perioder, hvor jeg bliver lidt bitter over alt det, jeg kunne have arbejdet hen imod, men på den anden side, så nytter det ikke at sætte sig over i hjørnet og lade livet passere uden at få andet ud af det end at være sur.

For der er lyse øjeblikke. Sidste år fik vi efter mange års tilløb og opsparing endelig vores terrasse. Jeg kan klare små løbeture med mine børn. Jeg kan klare at cykle på arbejde et par gange om ugen. Ja, der er periodisk smerter og ømhed forbundet de to sidste ting og det går langt fra så hurtigt som før, men jeg er i stand til at gøre det.

At vi så må opgive ferier til udlandet og jeg har måttet skære ned på rejseaktiviteter i firma-regi, er en lille pris at betale.

Jeg har tit tænkt om uheldet kunne have været undgået, men jeg tænkte simpelthen ikke på at et tydelig placeret rødt skilt med en hvid streg kunne blive overset, så da varevognen begyndte at dreje var jeg fuldstændig uforberedt. Det skete og mit sikkerhedsudstyr (hjelm, handsker og støvler) gjorde at jeg trods alt kom derfra i live. Man kan ende med at blive skør af at tænke på den måde, så hver gang jeg griber mig i at tænke sådan, så prøver jeg straks at tænke på noget andet.

Nu skriver vi 2017. Begge børn er konfirmeret. Begge børn står nu på en skillevej, som vil få betydning for deres fremtid. Jeg vil trække en streg i sandet i forhold til mig selv og erkende at hvor jeg er nu, er jeg kommet til det sted i livet, som jeg har kunnet arbejde mig til. Min tid har været der og på grund af uheldet er der ikke flere kræfter tilbage til forsøge at gøre det bedre for mig selv.

Derfor vil jeg nu bruge tiden til at gøre det bedre for mine børn. Det er deres tid nu og jeg vil bruge resten af livet til at hjælpe dem det sidste stykke på vej, så de kan få en ordentlig fremtid. Måske bliver 2017 det år hvor der endelig sker noget afgørende positivt ovenpå et 2016, som var præget af uheld, smerter og forsøg på genoptræning.

0