Månedsarkiv: november 2017

Besøg i Holland

Her i starten af November var jeg igen på besøg hos Talentsoft i Holland. Det var faktisk mit første besøg efter trafikuheldet. Uden at komme ind på mere idet at det er noget som Talentsoft skal have lov til at fortælle på deres blog, er der store nyheder på vej i Hello Talent, som er et sourcing modul. Man kan uden videre køre en hel rekrutteringsproces i det. Data lagres på sikre datacentre i Frankrig, hvor de opbevares helt i overensstemmelse med krav for personfølsomme oplysninger.
Jeg tog afsted om Søndagen så jeg var frisk udhvilet til mandag. Fra København flyver jeg til Amsterdam, idet hovedkontoret ligger i Haag. Der er godt nok en lille lufthavn i Rotterdam, men dels er forbindelserne til Amsterdam flere og dels er en af de vigtigste togstrækninger i Holland anlagt under lufthavnen, så man kan være fremme i Haag på lidt over en halv time. Havde turen gået direkte til kontoret, som det nogengange er sket, når jeg har taget et tidligt fly, ville jeg stå af på stationen Haag Hollandspor (HS), hvor jeg derefter vil tage sporvogn 1 eller sporvogn 15 ud til kontoret som ligger i forstaden Rijswijk. Denne gang fortsatte jeg dog til Delft, hvor hotellet ligger.

Stationen Haag HS hvor jeg normalt står af og tager en sporvogn til kontoret

Jeg bemærker mig en del debat omkring omkostninger i IT-branchen rullet op ved danske domstole, hvor man i nogle segmenter bor mere end komfortabelt. Anderledes beskeden er man i mit segment, men jeg synes bestemt ikke at der mangler noget, når man er på forretningsrejse, men herom senere.

Da jeg kom til Hotellet, fik jeg at vide at hotellet var fuldt booket. Jeg havde dog reserveret i forvejen. Jeg er fast kunde hos det hotel når jeg er i Holland, idet Bridges Hotel ligger centralt i forhold jernbane og sporvogn kombineret med det faktum at det er nemt at finde rundt i Delft i forhold til Haag og der er mange gode spisesteder.

Hotellet havde løst problemet ved at jeg fik en lejlighed, de også råder over i gaden bagved hotellet. Jeg må sige at jeg var imponeret. Lejligheden var i 3 plan. Øverst en sovesektion, i midten stuen og nederst et køkken, samt badeværelse. Hvad kan man forlange mere. Rent praktisk åbnede det muligheden for at jeg i stedet for at sidde alene på et eller andet spisested ude i byen, kunne spise hjemme på værelset. Det betød fest! Således fik jeg både kaffe og kage til aftenen alle dage og jeg fik løst ekstra opgaver om aftenen.

Jeg startede hver morgen med en løbetur. Delft er lidt mørk om morgenen og der er brosten en del steder, hvilket ikke er sjovt at løbe på, men det gik.

Det blev til 3 koncentrerede arbejdsdage og en masse sager blev lukket. Når man sidder i Danmark sker det en gang imellem at jeg savner den direkte personlige kontakt med udviklere og kollegaer i Holland, men det hører med til arbejdet som supporter i en International virksomhed. Skype og andre værktøjer gør det nemmere, men personlig kontakt er endnu engang det bedste. Jeg er begyndt at arbejde en del mere med API og CSS-filer. Jeg arbejder i øjeblikket med at forstærke vores kundesupport i Danmark så vi kan løse flere opgaver af mere teknisk karakter i Danmark for at kunne tilbyde kunderne kortere svartider.

Det betyder flere rejser til Holland og Paris, men det er noget som jeg med min baggrund som programmør i økonomi-systemer som Navision C5, XAL og NAV kan bidrage med uden at der skal meget efteruddannelse til. I forvejen hjælper jeg i fritiden med at sætte blogs op, hvor jeg også støder på opgaver hvor man skal vide noget om CSS, så det lå ikke langt fra mig at gå ind i det på mit arbejde.

Nu venter julemåneden. Der bliver ganske meget at lave. Det ser jeg frem til.

0

Zombieløbet 2017 og en lille skade

I slutningen af September deltog jeg sammen med min søn i Zombieløbet på 5 kilometer distancen. Det blev en fornuftig tid. Desværre gav det mig en lille knæskade i venstre knæ. Det var meget vådt og flere steder havde vi vand til ind over skoene.

Det var lidt for meget af det gode. Selve arrangementet var der intet at udsætte på. Det er blot undertegnede, som ikke længere har alderen til terræn-løb i den kaliber.

Herunder er der et link til video en af de andre deltagere har optaget.

Her i starten af November mærker jeg kun lidt til skaden. Jeg satser på at alt er normaliseret ved indgangen til December.

Hvor jeg skal løbe med en af børnene næste gang, ved jeg endnu ikke. Der er så mange løb at vælge imellem, men det skal passe med børnenes skolegang. Især min datter har travlt med både Slotshaven Gymnasium og Akademiet for Talentfulde unge. Det levner ikke meget tid til motionsløb med den gamle.

0