Et år efter cykeluheldet

Der er nu gået lidt over et år siden cykeluheldet.

Faktum er at jeg efter flere besøg hos lægen må erkende at mit liv aldrig bliver som før det famøse cykeluheld d. 6. april 2016, hvor en varevogn overså et “Indkørsel forbudt” skilt, så jeg ramte varevognen og blev kastet af cyklen.

Min arbejdsplads – Talentsoft – har heldigvis valgt at holde fast på mig og jeg supporterer nu PXS produktlinjen – den tidligere PeopleXS produktlinje og har overladt de nye Talentsoft produkter til mine kollegaer.

Selvom det er svært at følge med når man får periodiske hovedpineanfald, lider af periodiske ryg og nakkesmerter og har et venstre håndled som bare ikke er som før uheldet, så er det lykkedes indtil nu og hver dag tæller trods alt i forhold til at nærme sig pensionen, selvom der er lang vej endnu.

Men det er hvad jeg må sigte imod. For jeg er ikke blevet så meget bedre at jeg kan tage andre opgaver for Talentsoft som at være konsulent eller deltage i salget selvom jeg med mine over 30 år i branchen er kvalificeret til det.

Der er selvfølgelig perioder, hvor jeg bliver lidt bitter over alt det, jeg kunne have arbejdet hen imod, men på den anden side, så nytter det ikke at sætte sig over i hjørnet og lade livet passere uden at få andet ud af det end at være sur.

For der er lyse øjeblikke. Sidste år fik vi efter mange års tilløb og opsparing endelig vores terrasse. Jeg kan klare små løbeture med mine børn. Jeg kan klare at cykle på arbejde et par gange om ugen. Ja, der er periodisk smerter og ømhed forbundet de to sidste ting og det går langt fra så hurtigt som før, men jeg er i stand til at gøre det.

At vi så må opgive ferier til udlandet og jeg har måttet skære ned på rejseaktiviteter i firma-regi, er en lille pris at betale.

Jeg har tit tænkt om uheldet kunne have været undgået, men jeg tænkte simpelthen ikke på at et tydelig placeret rødt skilt med en hvid streg kunne blive overset, så da varevognen begyndte at dreje var jeg fuldstændig uforberedt. Det skete og mit sikkerhedsudstyr (hjelm, handsker og støvler) gjorde at jeg trods alt kom derfra i live. Man kan ende med at blive skør af at tænke på den måde, så hver gang jeg griber mig i at tænke sådan, så prøver jeg straks at tænke på noget andet.

Nu skriver vi 2017. Begge børn er konfirmeret. Begge børn står nu på en skillevej, som vil få betydning for deres fremtid. Jeg vil trække en streg i sandet i forhold til mig selv og erkende at hvor jeg er nu, er jeg kommet til det sted i livet, som jeg har kunnet arbejde mig til. Min tid har været der og på grund af uheldet er der ikke flere kræfter tilbage til forsøge at gøre det bedre for mig selv.

Derfor vil jeg nu bruge tiden til at gøre det bedre for mine børn. Det er deres tid nu og jeg vil bruge resten af livet til at hjælpe dem det sidste stykke på vej, så de kan få en ordentlig fremtid. Måske bliver 2017 det år hvor der endelig sker noget afgørende positivt ovenpå et 2016, som var præget af uheld, smerter og forsøg på genoptræning.

0

Et besøg hos Thansen udløste gamle minder

Idag lagde jeg vejen omkring Thansens nyåbnede forretning i Ølstykke fordi jeg blandt andet skulle have en ekstra sikkerhedsvest.

Jeg bruger altid sikkerhedsvest når jeg cykler fordi klokken 6:30 ofte byder på nat-kørsel og det samme gør sig iøvrigt gældende når jeg kører hjem hvor jeg ofte først er fremme omkring klokken 19.

I Thansen havde de idag et IT-problem. Kun de kunder som havde bestilt på nettet blev betjent. Thansen har flere numre-serier. Kontant nummer serien startede åbentbart ved 1 og jeg trak nummer 17 cirka klokken 11:22. Tiden gik og skærmen viste slet ikke min nummer-serie. Folk var frusteret. Jeg fik forklaringen fra en af de hårdt arbejdende medarbejdere at system tog dem som havde bestilt vare først.

Hvad gør en IT-mand som undertegnede så? Han bestiller varerne på nettet i butikken, når det efter 40 minutter ikke går som det forventes. Jeg brugte min telefon. Som min søn sikkert ville udtale sig nedtalende så bestilte jeg i telefonens browser istedet for en app. Men jeg er over 50. Jeg kan ikke have Apps for alle de butikker, jeg handler i. Det må række med dem hvor jeg får en form for medlemsrabat.

Jeg fik et ordrenummer og skyndte mig hen til standeren og trykkede mit mobil nummer ind. Nu fik jeg nummer 61. Jeg tænkte at jeg havde været lige hurtig nok da jeg over ved kassen kunne se et DOS-billede på skærmen. Jeg konkluderede at den eksport som måtte være mellem programmet på kassen, nummer-systemet og programmet til web-butikken lige skulle have lov til at udveksle deres data. Efter 1 minut prøvede jeg igen og endelig fik jeg det forjættede nummer i 500 serien som var nummer-serien for “Click & Collect” kunderne.

Der gik derefter ikke lang tid før at jeg kunne se mit nummer på skærmen og næsten præcis en time senere kunne jeg få mine varer og begive mig hjemad. Forinden havde jeg en kort samtale med en anden kunde og selvom jeg først ikke genkendte programmet på skærmen så viste det sig at være Microsoft Business Solution XAL (Concorde XAL) som kørte der.

Microsoft stoppede supporten af XAL i 2009. Siden den dag har det påhvilet kunderne selv at holde deres program ved lige. I Formula forsøgte vi at forlade XAL i 2012. Idag ærgrer jeg mig over at vi forlod dette program for hverken C5 eller NAV viste sig at bringe lykke eller forbedring til virksomhedens forretning. Jeg vil faktisk hævde at de to andre programmer gjorde livet sværere for ledelsen at overskue hvordan driftten gik idet vi over årene havde udviklet en række forekast og budget moduler som fortalte os lige præcis hvor meget vi tjene ned til sidste 5 øre.

Men var det så XAL’s fejl at købet af sølle 4 varer i dag tog en time? Nej. XAL var kun bygget med en ordrenummer serie. Standeren som man trykker på i butikken er ikke i online forbindelse med XAL udover en form for import / eksport rutine.

Jeg er ikke klar over om personalet om morgenen ikke havde indstillet dette program korrekt eller der var en decideret fejl i programmet, men ihvertfald burde systemet tillade at en kasse blev reserveret til kontant-kunder, men de andre kasser blev forbeholdt kunder som havde bestilt deres varer på nettet.

Idag beskæftiger jeg mig med noget helt andet end XAL, men det ændrer ikke på min opfattelse af at Microsoft begik en fejltagelse ved at lade programmet udgå næsten 20 år før man med rimelighed kunne hævde at programmet havde udtjent sin levetid. Jeg har tidligere på denne blog vist hvordan man kan lave en URL inde i XAL som kan kaldes fra programmet.

Jeg har også i min tid skrevet kode som kunne konstruere en XML-fil (OIOXML) som kunne fortolkes som elektronisk faktura.

Det giver mening at Thansen stadig anvender XAL med de begrænsninger alle programmer et eller andet sted har. Det eneste jeg kan bekymre mig over, hvis jeg stod i den IT-ansvarliges sko, måtte være om lagermodulet var blevet for omskrevet for heri lå den virkelige fare ved XAL.

I dag supporterer jeg PXS-serien hos Talentsoft (Produktserien, som tidligere hed PeopleXS). I dette produkt har vi en række special-moduler for bestemte kunder. Det giver altid en udfordring når der kommer nye versioner. TS-serien (De originale Talentsoft produkter) har ingen af den slags tilretninger. Her findes kun funktionalitet som alle kunder kan vælge til. Udfordringen ligger så når man møder en kunde som har et behov så specielt at kun en special-udvikling vil løse problemet. Her er TS-serien så ude af billedet indtil at der er flere kunder som vil have det samme og programmeringen laves medmindre at kunden re-vurderer om der virkelig er brug for den helt unikke funktionalitet. I 99 procent af tilfældet vil den sidste procents kode være for dyr og det vil i virkeligheden være bedre for kunden at løse opgaven på en anden måde og “nøjes” med standard-funktionaliteten.

Jeg håber Thansen det bedste med deres XAL-løsning, som jeg på ingen måde finder forældet, men jeg vil aldrig mere gå ind i deres butik og forvente at købe kontant. Så hellere “Click & Collect”. Man skal lære af sine fejl og kan man lave ordren i butikken, er likviditetstabet på grund af at have penge ude og svømme før man kan hente varerne, til at overse.

0

Året der gik – 2016

Et år mere er gået. 2016 vil jeg huske for 5 ting:

  • Min søn blev konfirmeret.
  • Jeg fyldte 50.
  • Min datter fyldte 18.
  • Jeg fik bygget den træ-terrasse som gav vores udendørs liv en hel ny dimension.
  • Jeg overlevede et trafikuheld som for altid har ændret mit liv.

Uheldet skete 6. april. Jeg har arbejdet for at genopbygge min fysik lige siden. Jeg har måske opnået at kunne yde 70 procent af hvad jeg kunne før. Jeg måtte erkende at skulle vores kunder holdes skadesløse så måtte andre tager sig at de nye moduler. Jeg har det fint med den beslutning og er glad for at Talentsoft stadig valgte at holde fast i mig, selvom jeg så ikke er en del af teamet omkring de produktgrupper som vokser hurtigst. Jeg er meget taknemligt for at få lov til at tjene hos dem.

Der går ikke en dag hvor jeg ikke mærker smerterne i nakke, lænd suppleret med periodisk hovedpine. En tand gik i stykker i overmunden i den side hvor jeg blev ramt hårdest nogle måneder efter. Måske kan Tandlægehøjskolen redde tanden, måske ikke. Fremtiden vil vise det.

Aldrig har jeg følt så lang en vej til pensionen som dette år. Det virker uoverskuelig at arbejde 15-17 år mere, når kroppen ganske enkelt ikke er med mere som man gerne ville. December er den første måned hvor jeg kan se at jeg er tilbage på normal træningsmængde om end alle tider er 10-15 procent langsommere.

Men som sagt kunne vi indvie vores nye terrasse. Jeg håber at 2017 vil give os mulighed for at nyde at kunne slappe af i havesofaen.

Min datter startede på Handelsskolen og scorer topkarakter. Hun er blevet optaget på Akademiet for Talentfulde unge som supplement til sin uddannelse. Det er sket med hårdt arbejde. Ikke en eneste fridag har kun tilladt sig. Søndag morgen sidder hun også med sine lektier. Når man tænker på at hendes egentlige mål i livet er at lave kunst hun ville kunne leve af, er det bemærkelsesværdigt at hun viser at hun kan blande sig i toppen i både sproglige og matematiske fag.

Min søn er på sin 13’ende matematik lærer og han er kun nået til 8’ende klasse. Alligevel ligger han nu i midten, når vi taler om karakterne. Det er svært at åbne champagnepropperne når han scorer 10 eller 12 i engelsk for han gør det hele tiden. Kun tysk bekymrer os. Han er nød til at bestå faget for at komme ind på den videregående uddannelse han vil ind på. På grund af skolens afsidesliggende beliggenhed og problemer med at skaffe lærere, blev hans introforløb til dette fag noget alternativt. Samtidig tynges han af lektiemængden, hvilket er lidt af et paradoks idet den nye skolereform skulle sikre færre lektier. Faktum er at det modsatte er sket. Der er flere lektier!

Det lyder som om at børnene er godt på vej og rent fagligt er det også rigtig. Desværre har de rådgivere omkring sig der er godt på vej til at sende dem direkte i ”Luksusfælden”. I min optik og den måde som jeg har levet mit liv på, låner man ikke til sin uddannelse. Man arbejder med det man har og så definerer ens sociale baggrund samt økonomien ens muligheder her i livet. Da jeg ikke er 100 procent etnisk dansker har vi som familie siden januar 2012 levet under et forfærdeligt økonomisk pres, hvilket nu truer børnenes fremtid. 2017 kan betyde knald eller fald. Skal min søn bruge et år ekstra på et 10. klasses center fordi nogle mener at han skal have 2-3 timers transport til Folkeskolen hver dag? Skal min datter stoppe på trods af de gode resultater og arbejde 2-3 år i supermarkeder inden hun gør et nyt forsøg på at tage en uddannelse?

Vi håber så meget, men fakta og virkelighed trænger sig på.

Vi lever stadig og får mad på bordet hver dag. Det er mere end mange andre her i Danmark får. Så måske skulle vi stadig være taknemlige selvom det værste scenarie omkring børnenes fremtid skulle blive opfyldt?

For ser vi ud over Danmark så lever vi i en hård tid. Naturen viser sin ubarmhjertighed når folks huse oversvømmes flere gange. Verdenshavene stiger, men at smide atombomber for at lede vandet ind i Sahara vil være for voldsomt. Et eller andet sted skal det dog hen. Vi kan bygge diger alt det vi har lyst til og jeg synes at vi skal komme i gang da politisk stabilitet syd for Middelhavet kan have lange udsigter og politisk stabilitet er en forudsætning for en ny indsø på størrelse med Europa i Sahara området.

Udover oversvømmelser og monsterregn, har vi hjemløse om aldrig før. En stadig større andel af landets befolkning er slet ikke med i kapløbet om at få arbejde. Det arbejde som findes, flyttes i stilhed til udlandet takket være den teknologi, som brugen af Internettet åbner. Et er når vi i Talentsoft laver software til et område som ingen har lavet før. Noget andet er når en ordrebehandling og bogføring pludselig laves i et andet land. Vi har en tendens til at fokusere på når store manuelle arbejdspladser flyttes – måske fordi den type arbejdspladser ikke genetableres og de folk som har arbejde der kun vanskelig kan finde tilsvarende arbejde, men langt flere administrative arbejdspladser flyttes ud af landet. Selv højt specialiseret arbejde flyttes ud.

Man kan ikke straffe folk i arbejde, hvilket den nuværende regering synes at mene. Jeg cykler ofte 36-37 km til arbejde – hver vej. Uanset om kontanthjælpen skæres ned til en krone om måneden, så kan langt størstedelen af de arbejdsløse slet ikke udføre mit arbejde med mine præmisser. Min arbejdsplads ligger i centrum af København. Jeg har ikke råd til at bo derinde. Udgifterne til offentlig transport kombineret med et stadig faldende transportfradrag vil æde udbyttet af arbejdet op. Bilkørsel til firmaet vil medføre at man skal have sovepose med for ofte er trafikken så tæt at man lige så godt kan sove i bilen fremfor at køre hjem, for slet ikke at tale om hvor meget benzin der skal til. Alternativet er cyklen. Jeg siger ikke at det er sjovt i vinterkulde. 2 timer hver vej kan det godt tage. Jeg nyder godt af at jeg gennem 20 år med motionscykling har en beholdning af tøj til stort set hvilket som helst vejrlig. Når vi kommer under minus 20 grader bliver det dog svært. Heldigvis har vi nydt godt af milde vintre.

Jeg frygter for det Danmark vi er ved at skabe. Fortidens erfaringer burde vise os at når landets elite lever et liv for langt fra de forhold almindelige danskere lever under, så skabes der grobund for bevægelser som kan underminere demokratiet. Mange har i 2016 betragtet Brexit og valget af Trump som en forfærdelig ting. Jeg siger. Tak fordi nogle oppe fra sender os en advarsel i forhold til hvor slemt det kan gå. Vi se på hvor slemt det gik i 30’erne da der sidst fandtes en stor andel af befolkningen som ikke nød godt af samfundets goder. Vi må sørge for at de mange som går ledig rundt får noget at lave. Som jeg ser det er den eneste løsning offentlig beskæftigelse og kræver det at vi frigør os fra EU, må det til. Alternativet er større splid i samfundet og måske til sidst væbnet konflikt.

Der er rigtig mange opgaver som kan og skal løses. Opret lavtlønnede stillinger som folk KAN søge og ikke SKAL søge. Vi kunne oprette et grænsekorps der som eneste opgave er at gå langs grænsen til Tyskland med mobiltelefon og kamera, så folk ikke kan smugles over uden at blive opdaget. Vi kan udvikle nye Standard-flex moduler til vores fregatter og permanent have et redningsskib / territorial forsvars skib i Middelhavet med en besætning af ældre tidligere arbejdsløse mennesker som vil gøre en forskel ved dels at redde dem som sejler rundt derude, men også efterforske dem som sætter denne menneske vandring i system.

2017 bliver som beskrevet ovenover vigtigt for både mit liv, men også for Danmark som nation. Jeg ved ikke om jeg i længden kan blive ved med at byde Talentsoft at jeg ikke kan yde 100 procent som da jeg fik lov at tjene hos dem. Jeg vender tit dette med min samvittighed. På et eller andet tidspunkt kommer der en konklusion alt efter hvordan min helbredssituation udvikler sig.

Min børns fremtid er ude af mine hænder. Nogle har sat noget i værk som de bare må gøre færdig. Ellers er der kun tilbage at konkludere at de har ført mine børn ud i ulykke. Hvis det ulykkeligvis skulle ske, må jeg på igen, så vi kan fokusere på at redde stumperne og erkende at nogle år af deres liv har været spildt.

Måske bliver 2017 året hvor vi som samfund erkender at pisk ikke bidrager til noget godt og vi må opfinde nye opgaver, så bander – radikaliserede grupper – populistiske personligheder – ikke trækker dem væk fra demokratiet og en almindelig fredelig dagligdag, som vi inderst inde alle ønsker os.

Jeg ved ikke hvilken retning tingene vil gå. Aldrig har det været mere deprimerende at tænke over fremtiden. 2016 har så sandelig været et vanskeligt år.

1+