2022 var et turbulent år for os. Den yngste flyttede hjemmefra for at studere på Universitetet i Odense. Først nu forstår jeg hvor stor en barriere at Storebæltsbroen kan være. Det var et logistisk mareridt at få hans ting derover, men det lykkedes.
Så er det også svært at holde kontakten og at besøge ham at vi alle har en travl dagligdag. Det har også bragt tanker frem om hvor vores fremtid er. Jeg er en tilflytter i Ølstykke, som så mange der kommer udefra. Der er ikke lokale jobs for unge over 18. De er dyre for de virksomheder som ligger her, hvilket primært er butikker. Der var ingen jobs at få. Det kan godt være at alle skriger på arbejdskraft, men den yngste søgte mange stillinger både indenbys og udenbys. Der blev aldrig gevinst. Så flytningen blev finansieret af lån i hans børneopsparing, som han får udbetalt næste år. Det betød omvendt et ordentlig likviditetstræk for os, som kombineret med de generelle høje priser medførte en svær tid.
Vi lærte for alvor hvad Ølstykke er for en størrelse. På trods af at jeg har været både næstformand og formand i grundejerforeningen er det aldrig lykkedes at skabe et netværk i byen. 25 procent udskiftning i grundejerforeningen bare dette år har heller ikke hjulpet på det. Ølstykke har en udpendlingsgrad på over 85. Det betyder at alle lever deres liv andre steder end Ølstykke. Men vi ligger som vi har redt. Vi finder et andet sted at blive ældre. Ventelisterne til boliger her i byen er på plus 20 år og da jeg ikke 100 procent kan regne med at være i live om 20 år, så skal teltpælene flyttes til et andet sted hvor vi kan gå rundt og være os selv.
Nu hvor senior-pensionen er væk og Arne-pensionen kun er den bedste ordning fordi man afskaffer de andre, så er tanken om at kunne nyde den tredje alder også væk. Lige nu bor vi her. Vi har brugt de penge på huset, som kommer til at blive brugt mens vi er her. Nyt tag giver os 20 år mere, halvtaget over terrassen er nu tæt og vi har købt mange ekstra tæpper til vinteren, da huset er opført i 1968 hvor isolering osv. ikke var højt på prioriteringslisten. Flere lån i huset er heller ikke en option nu hvor renterne er så høje, men vi klarer os.
Året bød på en ferie til Bornholm. Det var første gang at jeg besøgte øen bortset fra besøg i forbindelse med arbejde. Dejlig ø. Nu er den væk fra min bucket list. Jeg vil aldrig glemme den gode mad og en natur som er ganske speciel, men jeg kommer aldrig tilbage. Ikke fordi jeg var utilfreds med noget, men ganske simpelt fordi min tid med rejser er slut.
Jeg har lovet en rejse mere til min kone. Hvornår den kan finde sted, er uvis da verdenen ser ud til at gå fra slem til værre. Resten af mine år forventer jeg at tilbringe på min grund, hvor den så end måtte ligge. Det kan være at mit arbejde sender mig på udlandsbesøg, men jeg vil nok ikke lave flere private udlandsbesøg. Den slags hørte i min optik tiden til før pandemien.
Verdenen og klimaet vil blive et bedre sted, hvis vi alle fokuserede på at holde ferie, der hvor vi bor. Vi skal passe på os selv. Det er der brug for. Vi er åbenbart blevet så fattige at der nu skal skæres i vores helligdage. Det er en helt utænkelig tanke for de fleste. Vi skal åbenbart frygte en russisk invasion fra de få styrker de har tilbage efter deres invasion af Ukraine og selv om de først skal passere en række andre stater som i endnu højere grad ville kunne give dem bank end Ukraine har været i stand til. Eller er det kun et påskud? Jeg tror det.
Men Danmark har også kastet mulighederne væk.
Vi kunne have udviklet genbrugelige mundbind. De nuværende fjerner jeg konstant fra min hæk også nu hvor at pandemien er slut. Sundhedssektoren blev testet og den blev overbelastet. Alligevel er der ingen som tænker langsigtet og går efter alle de patienter som dukker på fordi vi lever som vi gør.
Vi almindelige borgere har ryggen mod muren, når det drejer sig om at få mad på bordet. Det ville være så indlysende at udvælge alle de grønne fødevarer og så sætte momsen ned på dem, sætte sig i kontakt med fødevare bloggere og andre opskrift sider for at bede dem om at opfinde opskrifter med de nedsatte fødevarer kendetegnet ved et fælles tag. Det ville afhjælpe sundhedsvæsenet over tid og hjælpe med at finansiere omstillingen i landbruget så de ville producere varer som ville være efterspørgsel på i stedet for at tvinge dem til en omstilling til varer som de ikke ved om der vil blive efterspørgsel på. Det vil være en kæmpe hjælp til almindelige danskere som må stille sig i køen for at få mad. Dertil er vi ikke kommet til endnu, men vi mærker krisen.
Differentieret moms og forebyggende arbejde i forhold til livsstilssygdomme det er selvfølgelig ikke så sjovt som at bygge nye sygehuse og få sit navn på strukturændringer. Statsministeren nævner ikke almindelige danskeres lidelser i sin nytårstale, så vi betyder intet hos eliten.
I forhold til sikkerheden så kunne man have udfordret universiteter og virksomheder med opgaven om at udvikle en overvågningsdrone der kunne overflyve Danmark 24 timer i døgnet. USA har Global Hawk. Danmark kunne med udgangspunkt i flyet Solar Impulse have bedt alle om at gå sammen om at lave en drone som kunne overflyve landet døgnet rundt og holde øje med vores infrastruktur som rummer mange rørledninger, der er sårbare i en tid hvor ukendte parter er parat til at optrappe konflikter. Det ville være et projekt som virkelig ville kunne skabe arbejdspladser for andre lande må have et lignende behov.
Vi fik også et valg. Det valg skabte en frygt hos mig. Ikke fordi at Folketinget blev sammensat som det blev, men fordi stadig flere vælger demokratiet fra og bliver hjemme. Det er ikke fordi der ikke er protester hele tiden, men protester gør det ikke alene. Og at protestere når valget er overstået, hvor hver og en kunne gøre sit til at Folketinget blev sammensat anderledes, er vejen til direkte kaos. Vi kan blot se på USA. Hvis alle havde rejst sig fra sofaen og havde stemt, havde der ikke været en præsident Trump.
Vi har efter nok så mange år hvor Folkeskolen blev smadret og nok aldrig kan genskabes til det niveau, som den havde før reformen, stadig 20 procent som ikke går igang med en ungdomsuddannelse, når de forlader Folkeskolen. 20 procent som måske søger det fællesskab, vi finder på vores arbejdsplads og for nogles vedkommende finder det i en bande struktur. Vi kunne gøre det bedre. Vi kunne oprette et ungdomsværn under hjemmeværnet, hvor de udover at lære at redde liv, kunne lave noget naturgenopretning f.eks. tage på fisketur og fange invasive arter med fiskestang. De kunne få noget SU mens de var i tjeneste. SU’en er den billigste overførselsindkomst vi har og den eneste som kan regnes for at være en investering i fremtiden. Så hvorfor spare på den? Vi har brug for hver eneste hånd som kommer ud fra universiteterne, så hvorfor skære på antallet af kandidater?
Der mangler selvfølgelig håndværkere, men tænk på det signal der konstant er sendt når der vælges udenlandske konsortier til lave de store projekter. Tænk på hvilket signal der sendes når Folketinget bøjer sig for EU og lukker for adgangen til RUT-registeret så ingen reelt ved hvem der arbejder i Danmark. Det er en ladeport til Danmark når det gælder løndumping. Vi skal have genskabt respekten for Dansk håndværk og vi skal beskytte dem der vælger disse hverv.
Den kamp er der bare ingen i Folketinget om vil tage. Mulighed efter mulighed går tabt. Over tiden har Danmark haft deres aktie i mange store opfindelser. På IT-området i mange af de programmeringssprog, som anvendes. I produkter som f.eks. Skype, som er vigtig for det moderne erhvervsliv. Er den tid slut, nu hvor Folketinget ser ud til at køre enekurs i hele verdenen ved at være det eneste land som vil have unge til at droppe ud af gymnasierne og vælge manuelle uddannelser. I USA tvinges unge gennem paramilitære bootcamps og overlevelsesture for at holde dem 3 år i High School. En del dør hvert år. Her i Danmark mener man ikke at gymnasierne bør have så mange elever, selvom virksomhederne mangler kandidater.
Jeg er meget bekymret for fremtiden og nogle gange tænker på jeg på hvordan det skal lykkedes for næste generation. Vi har haft vores tid med sygdom og ekstra udgifter til at genoprette følgerne af Folkeskolereformen. Løbet er kørt for min generation. Tilbage er der kun at arbejde sig til døde for den tredje alder ser ud til at være udenfor vores rækkevidde.
Tilbage er der kun at ønske godt nytår til alle. 2022 var et hårdt år. 2023 bliver ligeledes et hårdt år. Vi sidder lige nu i mørke og småfryser, men vi har her i huset formået at halvere strømforbruget i forhold til sidste år og om vi har sparet på opvarmningen ved vi snart når aflæsningen er gået igennem, så måske kan vi også spise os mætte i morgen, så et lille lys for enden af tunnelen er der.
Godt nytår.
