Så var jeg på tur med begge børnene. Turen gik til Valbyparken hvor vi deltog i Color Run. Som det er tradition i det løb, blev vi pænt pyntet med farvet pulver. Vi havde læst op på løbet og havde derfor briller på.
Tiden var ikke imponerende, men det er heller ikke et løb hvor man sætter personlig rekord. Distancen var cirka 4,6 kilometer jvf. vores GPS.
Det var min første deltagelse i et officielt løb efter uheldet og for en gangs skyld mærkede jeg ikke noget til ryggen. Desværre har det ikke været permanent idet jeg nogle dage efter fik problemer med nakken. Hovedpineanfaldene på arbejdet er desværre også kommet tilbage.
Som stævne vil jeg med snart 40 års erfaring i at deltage i forskellige løb sige at det var velorganiseret omend jeg er glad for at jeg hentede startnumre dagen før end på selve løbsdatoen. Der var lang kø ved nummer-udleveringen og den var jeg taknemlig for at have undgået.
Vi købte også nogle burgere og fritter. Måske ikke det sundeste men vi løber kun for sjov. Efter løbet var vi den lokale Netto hvor vi købte noget at drikke.
Således en behagelig dag i godt vejr.